Om Viktor

Mit næste mål er EM i langbane i august 2018, dog er det altoverskyggende mål for mig, at jeg træner mod OL i Tokyo 2020! Ved mit sidste OL blev jeg nummer 6 i finalen i et utrolig stærkt felt, hvor Michael Phelps tog guldet. Som elite svømmer drømmer jeg selvfølgelig om guld og rekorder, dog er det ”rejsen” dertil, der motiverer mig. For selvom svømning er en individuel sport, så foregår træningen som hold. Ingen kan komme så langt alene. Derfor betyder den daglige træning med min træner og mine landsholdskollegaer rigtig meget både for min motivation og efter den konstante PR-jagt. Vi presser og påvirker hinanden positivt, vi taler om ”Et hold, et mål”, når vi er til mesterskaber, som EM, VM og OL.

Jeg har altid bare været vild med at svømme og har befundet mig allerbedst i vandet. Jeg er drevet af følelsen og friheden i vandet. Jeg startede i Aarhus svømmeklub og i min juniortid rykkede jeg videre til Aalborg svømmeklub. I dag træner jeg på det nationale træningscenter (NTC) i Bellahøj med landsholdet og er Team Danmark atlet.

Som enhver elite atlet er mit liv nøje tilrettelagt i forhold til min svømmetræning, som jo er meget andet end blot svømning. Jeg har 2 træningspas om dagen inklusiv dry-land (styrketræning) samt masser af teknisk træning. Om ugen tilbagelægger jeg omkring 50 kilometer i bassinet. Min træningsmængde er på ca. 25 timer om ugen, hvilket kræver konstant fokus på korrekt kost og restitution. Jeg har et dagligt energibehov på ca. 20.000 kJ. (4.800 kcal). Det er næsten dobbelt så meget energi, som en motionist skal indtage. I stedet for at spise store mængder protein, er det vigtigere at fokusere på selve timingen af proteinindtaget i forbindelse med min træning, aminosyresammensætningen samt at jeg er i positiv energibalance. Proteintypen er også vigtig for mig, jeg spiser både hurtige optagelige proteinkilder fra valleprotein og planteprotein samt langsomt optageligt kasein – kombinationen passer mig fint, og hos NOW Sports har jeg netop fundet disse produkter.

Ud over at være Team Danmark atlet er jeg i gang med at uddanne mig til smed. Det er en fin balance i mit liv, at jeg lærer et godt håndværk, for førhen fantaserede og drømte jeg kun om svømmeresultater, svømmeteknik, og hvordan jeg kunne blive hurtigere og bedre. Nu tænker jeg også på at skabe ting.